GRATIS FORSENDELSE OVER 500 DKK
30 DAGES ÅBENT KØB
China: The Cookbook bygger på en enkel, men undervurderet præmis. Kinesisk mad er ikke ét køkken, men flere dusin, og de har mindre til fælles med hinanden, end det franske og italienske køkken har.
Kei Lum Chan er tredje generation af madskribenter fra Hongkong og skriver sammen med Diora Fong Chan. Sammen hører de til blandt Kinas bedst sælgende kogebogsforfattere, og det er deres arbejde, Phaidon har samlet her.
Bogen tager udgangspunkt i de otte store kulinariske traditioner og deler derefter landet op i 33 regioner og underregioner. Forskellene bliver straks tydelige. Det kantonesiske køkken bygger på dampning og på, at råvaren skal smage af sig selv. Sichuankøkkenet bruger sichuanpeber, som ikke er stærk, men bedøvende, og kombinerer den med chili til noget helt særligt. Hunan er derimod rent stærkt uden den bedøvende effekt, en forskel som få uden for Kina kender. Mod nord dominerer hvede i form af nudler, dumplings og dampede brød, mens alt i syd hviler på ris.
Det er gennemgående hjemmelavet mad og ikke restaurantmad. De 650 opskrifter er den slags, der laves i almindelige køkkener med almindeligt udstyr, hvilket gør bogen langt mere anvendelig, end formatet antyder.
Ud over opskrifterne er der gennemgange af det kinesiske basislager, altså de forskellige typer soja, risvin, fermenterede bønnepastaer, tørrede svampe og chiliprodukter, plus grundteknikkerne til wok, dampning og langtidskogning.
720 sider. Det er bogen, man slår op i, når man vil vide, hvad noget faktisk er, og den eneste på engelsk, der dækker hele landet.
Format: Indbundet
Antal sider: 720
Antal opskrifter: 650
Forlag: Phaidon
ISBN: 9781838669225
Sprog: Engelsk
Først udgivet: 2016, denne udgave: 2025
The Kitchen Labs Udvalgte
Verdens største køkken kan ikke repræsenteres af en opskriftssamling, det kræver et opslagsværk. Det her er det, og der findes intet alternativ på engelsk. Det er ikke bogen, der skal lære dig at lave kinesisk mad, til det anbefaler vi Fuchsia Dunlop. Det her er referenceværket, du har stående ved siden af, til de aftener, hvor du spekulerer på, hvad den ret, du spiste, egentlig hedder, og hvor i landet den hører hjemme, eller når du vil fordybe dig i de forskellige regioners traditioner og smage. Det er det eneste seriøse forsøg, nogen har gjort på at tage hele Kina alvorligt i ét samlet værk, og det bliver næppe gjort igen.
