GRATIS FORSENDELSE OVER 500 DKK
30 DAGES ÅBENT KØB
Heston Blumenthal er selvlært. Som ung læste han Harold McGees On Food and Cooking og begyndte derfra at stille spørgsmål ved, hvorfor køkkener gør, som de gør, uden nogen læremester han skulle være loyal over for. I 1995 åbnede han The Fat Duck i en bygning fra 1500-tallet i landsbyen Bray uden for London. Ni år senere havde restauranten tre Michelin-stjerner, og i 2005 blev den kåret til verdens bedste.
Maden der var en fortælling snarere end et måltid. Menuen byggede på erindring og sanseindtryk, aperitiffen blev frosset ved bordet med flydende nitrogen, og en af de mest omtalte retter var is med bacon og æg. Det lyder som provokation, men var det ikke, hvert enkelt element var blevet afprøvet gennem flere år.
Det mest udbredte, han har skabt, er samtidig det enkleste. Triple-cooked chips er hans opfindelse, udviklet ved at afprøve hvert trin for sig, og i dag findes de på menukort over hele verden, uden at nogen husker, hvor de kom fra. Har du spist virkelig gode pommes frites på en restaurant i løbet af det seneste årti, har du spist hans arbejde.
Bogen er usædvanligt bygget op. Omtrent halvdelen af bindet er historien om, hvordan restauranten blev til, skrevet af Blumenthal selv og med alt det, der gik galt undervejs. Derefter kommer opskrifterne, og de er restaurantopskrifter i ordets mest kompromisløse betydning. Sneglegrøden er med. Ingen forventer, at du laver dem. Til sidst ligger et videnskabeligt afsnit skrevet sammen med fysikeren Peter Barham.
Grafisk design og illustrationer er lavet af Dave McKean, bedst kendt for sine omslag til Sandman, hvilket gør bogen til et billedkunstværk lige så meget som et kulinarisk værk. Det er et pragtværk i ordets oprindelige betydning og skal stå fremme, ikke i et skab.
Format: Indbundet
Antal sider: 532
Sprog: Engelsk
Først udgivet: 2008
The Kitchen Labs Udvalgte
Frankrig var gastronomiens selvfølgelige centrum i 150 år. To personer brød den orden nogenlunde samtidig, og de gjorde det fra hver sin kant. Adrià arbejdede ud fra kreativiteten og dekonstruktionen på elBulli. Blumenthal arbejdede på The Fat Duck ud fra videnskaben og fra at stille spørgsmål ved, hvorfor man gør, som man gør, og da han er selvlært, havde han ingen tradition at være loyal over for.
Det rum, de to åbnede, var forudsætningen for Noma. Uden den forskydning kunne stedbundethed aldrig være blevet et organiserende princip, for autoriteten havde stadig ligget i Frankrig.
Blumenthals egen andel er arbejdet med sanserne. Sound of the Sea blev serveret med en lydoptagelse af bølger, ikke som effekt, men fordi hørelsen rent faktisk påvirker, hvordan mad smager, undersøgt sammen med psykologer i Oxford. Ingen anden har gjort det arbejde.
Bogen er desuden lige så meget genstand som bog, og den er værd at eje for begge dele.
